Tage Hansens Guldsmedie
- siden 1953 -
Tage Hansens Guldsmedie er en virksomhed med over 60 års historie. I dag drives firmaet af anden generation, Anne-Birte Hansen, datter af firmaets grundlægger Tage Hansen.
Produktionen består af fremstilling af unikasmykker og mindre serieproduktioner. Mest kendt er serien af “grønlandssmykker”, som er kernen i værkstedets produktion. Grønlandssmykkerne kan købes på www.thulemanden.dk. Desuden fremstiller værkstedet smykker med den danske folkekirkes bomærke. Endelig er der forskellige andre serier, blandt andet smykker med mælketænder, som forskellige former for smykkelåse, collier og armbånd. Tage Hansens Guldsmedies mesterstempel er “JTH”.
Jens Tage Hansen blev født i 1929 i Kirke Hyllinge og kom i 1946 i lære hos Guldsmed Henry Andersen i Roskilde, hvorfra han blev udlært i 1950. Han blev tildelt sølvmedaljen af Haandværkerforeningen, der er den højeste udmærkelse, der kan tildeles en svendeprøve. Efter ansættelse hos guldsmed Martin Rasmussen i Kronprinsensgade og hos A. Dragsted i Bredgade, startede han selvstændig virksomhed i 1953 med adresse i Ole Suhrs Gade i København. I 1958 flyttede virksomheden til Roskilde, hvor den frem til 1982 havde omfattende produktion til blandt andet eksport. I 1982 flyttede virksomheden til Nyrup ved Sorø, skalerede ned, og fokuserer nu på mindre serieproduktioner.